Kirkekoncerter og arrangementer
Anne Linnet fortsætter med at lave kirkekoncerter med hjerterum.
Linnets Koraler
Anne Linnet har i mange år arbejdet på at forny den danske salmetradition. Vi elsker alle de gamle salmer, men både musik og tekster har udviklet sig gennem de sidste århundreder og de nye koraler tager udgangspunkt i og er en forlængelse af denne tradition. Det er emner, der egner sig i kirkerum og emner, der knytter sig til højtider og kirkelige begivenheder.
"Jeg oplever jo at sange som Tusind Stykker og Forårsdag og La' Mig Være Den, allerede bliver brugt utrolig meget ved begravelser og bryllupper og i kirkelige sammenhænge, så med min nye koralsamling vil der være mange muligheder - også for fællessang - og jeg håber, koralerne vil leve længe og blive brugt flittigt," fortæller Anne Linnet.
Koralerne fremføres af :
Anne Linnet, sang guitar
Julie Lindell, sang
Jesper Bo Hansen, keyboards
"Det er en helt speciel oplevelse for mig at være i så tæt kontakt med mit publikum," siger hun og fortsætter, "jeg mærker jo tydeligt, at musikken og sangene binder os sammen. Sangene er jo en del af mig, men også en del af mine medmenneskers liv, og har betydet noget for dem hver især.
Det publikum, der er på alder med mig selv, har oplevelser knyttet til sangene, oplevelser de bliver mindet om og genoplever her i kirkerummet, og det kan være stærkt for mig selv at opleve.
Mange unge mennesker er vokset op med mine sange, fordi forældrene har spillet dem i hjemmene. Så der er også en betydning dér, som er stærk for mig at opleve.
Det er en glæde for mig sådan at være med til at skabe sammenhængskraft gennem sangene – for det er jo det, jeg mærker ved koncerterne i kirkerne. Så jeg bliver ved med at lave kirkekoncerter, både i små, i mellemstore og i store kirker."
Anne Linnet har i efterhånden mange år afsat perioder i kalenderen, hvor hun tager rundt i landet og gi'r kirkekoncerter med sin lille trofaste trio.
Der synges sange fra Anne Linnets store sangskat, og alle synger med på sange som: BARNDOMMENS GADE, SMUK OG DEJLIG, TUSIND STYKKER og FORÅRSDAG.
Julekoncerter
Det er blevet tradition, at Anne Linnet gi'r julekoncerter.
Vi kommer i julestemning i selskab med sange som HVID JUL, STJERNE OVER BETLEHEM, LILLE MESSIAS og mange andre af Anne Linnets sange, nye som gamle, kendte som mindre kendte, solosange og fællessange - og frem for alt er vi sammen om en god og varm oplevelse.
Så bli'r det jul igen i år.