Dissing, Dissing & Las
Lys og lethed kendetegner trioen, som udgiver musik, der er som en vitaminrig solskinsdag. Prøv selv at lytte. Det virker faktisk!
Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen tilhører den absolutte top inden for den nye generation i dansk musik. De er oplært hos Povl Dissing, men er i dag etableret som en unik enhed, der med præcision og ekstrem samhørighed har fundet deres helt egen lyd og musikalske univers.
Dissing og Las inviterer, med den største selvfølgelighed, publikum indenfor, og fortællinger og fantasier viser vej gennem aftenens sange. Der bliver grinet og grædt, rocket og rislet.
De udstod deres første musikalske læretid hos Povl Dissing, og da de valgte at stå på egne ben under navnet Dissing & Las, var det med det samme tydeligt, at det var en rigtig god idé. Med de tre album ’Lige Præcis’ (2008), ’Balladen med Bartof’ (2010) og senest ’Kig op’ (2013) i bagagen har Las Nissen og Rasmus og Jonas Dissing for alvor slået deres navn fast i den brede offentlighed, og trioen er i dag etableret som en enhed, man skal regne med fremover.
De to første udgivelser høstede masser af kritikerros fra danske anmeldere for netop at bringe deres eget unikke udtryk i spil. Samtidig giver de med deres tekster et både intelligent, vedkommende og nuanceret billede af dagens Danmark.
Arven fra den ældre Dissing ligger som en smuk og kærlig tone i bunden af trioens tekster og lyd, og Dissing & Las er i disse år i deres livs form som sangskrivere og musikere.
Citater fra pressen:
"Med Balladen med Bartof slår trioen et tiltrængt slag for den intelligente dansksprogede sang og dem kan der ikke slås nok af."
- Klaus Lynggaard i Information
"Giver man sig selv lov, åbner der sig en hamrende poetisk, vidunderligt vedkommende og fortættet musikalsk fortælling om en skæbne, alle kender. De tre musikere har alle skrevet fremragende tekster, hvilket skaber tyngde og variation. "Stjerneøje" er en af de smukkeste tekster, jeg har hørt i år. Fremragende metaforer skåret, så alle forældre får en klump i halsen. Et helstøbt album med afdæmpet voksen poprock med et budskab."
- Simon Staun i Fyens Stiftstidende