Koncert med Tribute to Papa Bue
Papa Bue’s Viking Jazzband har gennem mere end 50 år været Danmarks mest kendte jazzband og opnåede en bred folkelig popularitet og et pladesalg i millionoplag. Melodier som ”Nyboders pris”, ”Everybody Loves Saturday Night”, ”Sidder på et værtshus” og temaet fra Olsen-bande-filmene er i dag ”danske evergreens”.
Samtidig oplevede Papa Bue usædvanlig succes i det store udland, hvor de turnerede i 30 lande og bl.a. fik overrakt byens nøgler i jazzens fødeby af selveste borgmesteren.
I samarbejde med Bente Bue sammensatte Erik ”Krølle” Andersen, Papa Bues klarinettist i de seneste mange år, et Memorial Band med musikere, der har været markante medlemmer af bandet i forskellige perioder, med det formål at videreføre den originale Papa Bue-sound med de gode gamle numre. Mange af de store ”Liller” numre er i dag overtaget af Per Jacobsen.
Dette har resulteret i en lang række succesfulde koncerter i 2012 og 2013, hvor der sluttes af med tre koncerter i november og december i hhv. Malmø og Helsingborg Koncerthuse, og Hässleholm Kulturhus.
Orkesteret optræder på mange festivals og i jazzklubber i Danmark og Sverige.
Besætningen er: Jack Anderson Trompet; Fessor Basun; Erik Andersen Klarinet ;Per Jakobsen piano; Jens Sølund Bas; Jan Jerichau Trommer.